AFSTED

Er vi andre

og så er det for tidligt

at begynde forfra.

i dine bevægelser

kun alle de andre...

Sådan vil vi vinke os afsted

som krapper på stranden

klo i klo,

blikket stejlende i hver sin retning

og dog begge imod havet, bølgerne.

AFSTED 2.

Hvis jeg ville forlade alt,

ville du tage mig tilbage?

Ville du forsørge mig,

poste mine breve, brænde regninger?

Hvis jeg sprang i dine arme,

ville du gribe mig?

AFSTED 3.

Kære, jeg må smide dine breve ud,

gemme ordene i mig,

og lade dem vokse mig over hovedet.

Der er ikke plads til din skrift,

dine bogstaver og hjertetegninger,

ikke her og nu,

hvor hvert sving i linien

fører mig tilbage på den minerede vej.

AFSTED 4.

Alle mine løfter,

min letfærdige omgang med lænker.

Se!

Jeg kan bære endnu flere,

trække huse med mig rundt,

bevæge mig igennem

en hvilken som helst verden,

for at nå frem til dig,

AFSTED 5.

Hvile i et velkendt landskab, der vokser mod havet,

brændingen.

Langs spor, hvide af salt.

Søge af stier, lyse, grønne og hele tiden nye.

Dit smil på et fotografi,

sand, klitroser, et vejskilt.

Din blomstrede kjole

der dækker dit brændende køn.