Dr.Baud, 2003


GENERALERNE

I en slagterbutik i den indre by, som jeg passerede for ganske nylig, så jeg en træfigur i vinduet, der fik mig til at standse brat op; Figuren var godt en meter høj, skåret i træ i et stykke, og forestillede en gris, der står på bagbenene. Omkring grisens mund spiller et servilt smil og på dens forben hvilede et rundt, fladt fad.

Fadet var tomt, men det var langt fra vanskeligt at forestille sig, at det plejede at bære flæskesvær i poser eller griseører eller sylte på tilbud.

Således serverede den udskårne trægris sig selv med et stivnet smil.

På den måde afslørede den en af vor moderne menneskeheds største hyklerier om os selv: at vi ikke er rovdyr, men at dyrene simpelthen forærer sig selv bort til os.

Jeg gik videre mens jeg forestillede mig den slagter, der stod bag værket.

Jeg er sikker på, han var plaget af onde drømme, og at en af dem nu stod her, i den indre by med et fedtet smil.





1.


Jeg er seks meter lang

og 37 centimeter i diameter.

Jeg vejer to ton og flytter mig.

Jeg er lige vågnet og flyver hen over et velkendt landskab med 600 kilometer i timen.

Jeg kender det indefra, men ved ikke hvorfor og jeg langt fra bekymret, for jeg er lige født og alligevel fuldvoksen.

Jeg flyver ganske tæt på lydens hastighed, skønt den kender jeg intet til, kun denne vibration langs det, jeg kalder for min krop.

For ligenu er jeg kun fart og øje, og jeg samler mig om en prik, der er rød midt i alt det sorthvide, alt det gnistrende, der glider rundt inde i mig og bliver til tal og retninger.

Da jeg når prikken, med mit tunge hoved forrest, vokser den foran mig, og jeg bliver blind, og begynder at drømme hvidt, gnistrende.

Jeg hviler mig i en uendelighed, mens jeg falder gennem ubesværet beton.

Da endelig et enkelt blink af renhed, somom noget hev mig i ansigtet, og jeg mærker hvordan jeg vokser og forsvinder på samme tid.

Det var sådan det var. Jeg ligger stille i en metalkasse blandt ledninger og jeg er en blandt mange og nu begynder jeg igen.

2.

Det er dig der er generalen, dig der gik foran alt andet, uanset hvad. Det var før det startede, det var dengang, det hele var rygter.

Det var før det gik galt.

Dengang sang du, højt ja, det gjorde du og vi lå og lyttede foran kaminen, og udenfor bølgerne der slikkede op ad kysten med en næsten uhørlig hvislen.

Det var dengang du begyndte at være generalen og hvor vi små killinger rullede os sammen og fik hatte og bånd der skinnede,og det var dengang.

Imorges kom helikopterne og gennede os diskret sammen i teltene.

Du er generalen, siger vi, men du ligger ganske stille, og vi bliver til killinger igen, i sækken, midt i vand, der hvisler.



3.


Han gravede dem ned under huset. Dvs.Først gennede han dem ned i krybekælderen med sit gevær. Der var 25 mænd og kvinder og børn og så murede han det hele til. De skreg derinde,og der skulle mange lag mørtel til, før han ikke kunne høre dem. Da han var færdig gik han lidt rundt om huset, og det var somom græstørvene bølgede let omkring fundamentet. Han trampede ærgeligt i jorden. Han tændte en cigarret og stod lidt og prøvede at høre fuglene i træerne. Men helikopterne overdøvede dem. Han røg og lænede sig let op ad skovlen og så hvordan deres rotorer skar sig gennem den blå, frostklare himmel. Han lignede en nybygger, som han stod der, en wyatt earp, der netop har anholdt billy the kid. Han lagde sig ned på jorden, på ryggen, med cigarretten i munden og så opad.

Han var helt sort og gemte sig ikke, blev bare et med ruderne om natten og når han rejste sig op var det som jorden sank under ham, og han derved blev universets sande centrum.

Han kom til os med munden fuld af stærke ord, som han havde trænet og bøjet og sendt foran sig, og nu flaksede de over hans hoved, lilla og grønne ørne og påfugle, der hakker slanger mellem øjnene.

Han selv forblev sort og fast, bortset fra det guld, der hang på hans skuldre, som små vinger, der kun i korte øjeblikke foldede sig ud.




ENGLENE


Snart er nul lig med nul, for jeg svæver højt over husene og har glemt hvor jeg er på vej hen, men jeg ved hvor hjem er. Jeg ser alt og kan dufte træerne under mig og jeg analyserer det hele løbene,mens jeg justerer højden i forhold til mit indre kort, og sammenligner med signalerne fra himlen, et sted deroppe, som jeg ikke ved hvor er.

Jeg er på vej, men ved ikke hvorhen, men koordinaterne strammes, og glider ind langsomt igennem mig, som mindre og mindre tal, der stræber mod ingenting.

Når jeg er der, sker der noget imig,men jeg ved endnu ikke hvad det er.

Jeg venter og justerer mig og falder lidt og stiger igen henover noget, og jeg ser alt og sender det, afsted til himlen et sted deroppe over mig, som jeg ikke ved, hvor er.



1.

Fotografen Løftede kameraet og rettede det mod præsidenten, der så direkte ind i det.

Okularet var ridset og der var små blodstænk på linsen, men præsidenten ænsede det ikke.


"Ingen kommentarer" sagde præsidenten og stirrede et andet sted hen, indad og opad på samme tid.

Gennem okularet kunne fotografen se hans øjne.

De var dybe som søer. Der var blodstænk i dem. Eller også var det på glasset


2.

Han drejede om hjørnet på cyklen og tog telefonen.

"hvad fanden er det for en larm", sagde du, det er helikoptoren svarede han,og den lå lavt over hans hoved, hen over søen, og dens mægtige rotorer piskede luften til skum.

"den skal nok redde en killing, der sidder i et træ", sagde du og lo.

"Ja, en killing, eller en akvariefisk, der er sluppet ud i søen" svarede han, og åndede dybt ind.

Det var en af de første klare forårsdage, og luften var sød som candyfloss.


2.


luften var sød som fra en slikfabrik,

og han drejede om hjørnet og brød sig ikke om at ånde den ind. der var noget over den luft, noget urent, noget alt for sødt og skræmmende, men den var overalt, og de var den eneste luft der var, og han trak vejret gennem munden, uden at smage på den.

telefonen blinkede i hans lomme.

I et træ ved siden af søen sad et par killinger. De mjavede.

Telefonen blinkede. Men den lå i hans lomme og han kunne ikke se det.

han drejede rundt om et hjørne og begyndte at falde.


3.


Pigen var der ligepludselig. Hun var let og tynd som et siv, og de smøg sig omkring hinanden. Han følte sig katteagtig elegant og fri med hende.

Han kyssede hendes nakke og alt blev elektrisk, gnistrende.

Hendes smil var seks meter langt og 37 centimeter i diameter.


4.


Det endte i himlen, et sted deroppe.

billedet af præsidenten, der langsomt faldt forover, og manden og helikoptoren der kredsede.

imens holdt alle tog stille, bilerne gik i tomgang, og færgerne gled langsomt gennem 30 centimeter tjæret træ på havnen uden at nogen tog notits deraf.

Et sted mellem skyerne, der hvor der er blåt, var der noget der blinkede.


5.

Han greb telefonen.

Han talte om forsigtighed og nævnte en række tal. Han udtalte hvert enkelt af dem med en tydelighed som var det hans søns nyfundne navn.

Han tænkte på kroppe. på hvordan de var fængsler og frihed på engang, og på hvordan de kunne ændre karakter og måde at være i på et enkelt øjeblik, udelukkende ved kontakt med en anden krop. Alting ændrer sig, den unge pige i banken, stor og med tendens til overskæg, ser pludselig dybere ud og smiler smukt mens hendes læber svumler, hendes bryster bliver svedige og store og hendes brystvorter står imod ham, blot fordi han havde sagde hun gerne måtte forfølge ham.

Tv'et skratter. Uden for på gangen er der nogen der løber. Han kan høre støvler og karabinhager.



6.

Jeg kæmpede mod dig i det store tivoli.

Vi havde pistoler og det der var større, og jeg kunne intet se, det var som mine øjne var dækket af vand, somom jeg græd over dig, og alligevel skød vi på hinanden og jeg tabte gang på gang.

til sidst rykkede jeg helt ind på dig, og slog dig direkte i ansigtet og skød dig i brystet og du faldt, og midt i det, jeg troede var et smil så jeg sløret, at du også græd og blødte.


7.


Det var aften og alle sov undtaget jeg og det var ganske koldt og det blæste lidt, en kold tør vind der løg langs gulvene i det gamle fabrikskompleks. Der var gråt lys derinde gammelt lys. Et sted ikke særligt langt borte begyndte børnene at græde.

Mændene sætter sig op i deres tæpper, angste. De havde været bange længe, men ikke som nu hvor noget tungt nærmede sig, fra langt borte, fra derude, hvor mørket begynder at spise lyset og det fester sort.


Han ville bare løbe, men der var ingensteder og retninger mere og kommisionen var opløst og dagene gik og hver gang han pustende satte sig ned kom der en ny sten i hans sko og han blødte gennem sålerne nu, trak spor efter sig over det dugvåde græs, på vej mod huset, der set i aftenlyset lignede en kirke, der brændte.

Han så manden deroppe, manden der lå på græsset og stirrede imod himlen,mens hans gevær lå der i græsset, olieglinsende.


Han tøvede og gik så langsomt frem mod det, han svagt opfattede som skrig under tørvene.


På en skærm i et fly ikke ret langt borte blev en firkant rød og begyndte at blinke med en hidsig bibben.



PRÆSIDENTEN


Præsidentens hage gik frem og tilbage når han talte og tungen gled hele tiden over læberne, og han sagde noget om gengældelse af en art, som vi alle sammen ville fortryde, og så bevægede hagen sig igen som var den et dyr med helt egen vilje.

Jeg mødte ham senere, stadig i hvid skjorte men uden jakke og slips og med et stort smil og han sagde, det bliver klokken 7.oo det sker, det bliver klokken 7, og jeg sagde hvad og han viste mig grænsen, hvor en lille sprække i fæstningsværket var fyldt ud med venner og bekendte der forsvandt bag ham, og han følte sig for første gang unødvendig, dødelig, udspillet.