Jeg vil ikke underskrive det her. Du ved hvem jeg er, og selvom du har været død for mig nu i mange år nu, sørger jeg over dig hver dag. Du er død og jeg hader dig fordi jeg elsker dig og fordi du bestemte dig til at dø mens jeg så bort.

Jeg vil ikke fortælle dig hvem jeg er, for jeg er allerede død selvom det har taget mig flere år at opdage det. Jeg er også død. Død besejler jeg mit kviksølvglinsende hav og leder efter dig, selvom jeg godt ved, du er død og har været det alt for længe.

Nogengange møder jeg andre både, fulde af levende, der morer sig med at sende mig beskeder fra en anden side.

Jeg er død og går på arbejde og dør noget mere der. Jeg er mere og mere død for hver dag der går, siden jeg lod dig slå mig ihjel har jeg været død, mere og mere død, dag for dag for dag. For da det skete, lod vi ikke bare somom vi ikke længere fandtes. Du insisterede på, at vi aldrig havde eksisteret. Somom der ikke engang var noget af det engang, der var. Som om sekunderne var blevet revet ud af alle urene og kun fjedrene stod tilbage.

Jeg kunne engang en sang om dig. Den var lang. Den var lang og kun jeg kunne synge den, og den dag idag forstår jeg den ikke, kan ikke huske ordene mere, kan ikke fløjte melodien, kun et par strofer basker rundt inde i mig og slår næbbene på mine ribben, der bøjer sig i alt støvet....Det var en hemmelig sang, en stor een, og engang rejste den sig og gik videre og bar os og husene og alt omkring os afsted med stormskridt.

Jeg skriver det her til dig som jeg har skrevet så meget andet, der udåndede foran mig til jeg indså, at selv mine ord nu var døde, reduceret til tid på papir.
Og så driver endnu en båd forbi, fyldt med levende for hvem havet er blåt, blåt og dybt og de skriger imod mig, at de også har set dig, at du er et sted derude, at du lever og jeg tror dem ikke, men siger dem heller ikke imod. For jeg ved, at hvis du havde været levende, ville du have fundet mig, ville du have søgt mig, ville du have sørget sammen med mig. Så det er en anden jeg skriver til, en anden og derfor underskriver jeg mig heller ikke. For jeg er her ikke længere, kun tandhjul og fjedre dirrer endnu af det, der engang var mig og også det ophører. Nu.