Dybt nede, i oceanariet
drejer klumpfisken rundt om sig selv
åbner øjnene og ser flammerne derude
bag det 45 centimeter tykke glas
flammerne, der oplyser det, der er udenfor,
det uforståelige, der hvor børnene stod før,
er der nu rødt, og vandet bliver hele tiden varmere.


Dybt, dybt nede, i oceanariet,
lukker klumpfisken øjnene,
og glødende jerndragere og tagpap og rester af glemte kataloger
begynder at falde ned i bassinet,
som de første spor af noget, en hilsen fra det, der har været udenfor,
som himlen, der falder ned
som regn under vandet.



Dybt, dybt, dybt nede, i oceanariet,
blver glasset hele tiden varmere, og vandet mørkner
og ilden rødmer og klumpfisken åbner øjnene
og smiler.
Den smiler, og forstår, og mens glasset revner, med en meget langsom lyd,
og millionvis af liter af hele verden fosser ud og
oceanariet trækker sig sammen som et sort hul,
og mens fiskene står tættere og tættere, haj mod makrel, sild så tæt som i dåser
døsige af varmen,
lukker
klumpfisken
øjnene og lader sig stige opad, mod skyerne og den røde himmel,
der hvor generalerne bor, og hvor der ikke er nogen børn, der peger fingre,
kun blod, der pulserer i læberne og former et lydløst ohhh.

af dr baud, 18 december 2003

til minde om Nordsøakvariets 200 kilo store klumpfisk, der på nuværende tidspunkt må formodes død