TANKEBREV 2:

Det var en by, og alles ansigter var ødelagte af sår og svulster. En kvinde havde sår i ansigtet. Sårene lignede afføring. Hun smilede til mig. Hendes veninde havde et sår langs benet op under støvlen, og det bulede ud under nylonstrømpen Vi talte allesammen om amputationer og jeg tænkte over hvordan det her kunne være sket, og jeg så mig tilbage og jeg faldt ind i en anden tid. I den anden tid var det hele lige før, og vi ventede et eller andet sted, i en katakomp, med børnene og ingen vidste, hvor det var sket eller hvad, der var sket, bare at det var noget snigende, og langsomt farligt og at det var kommet for at dræbe os. Jeg ledte efter en telefon for at ringe til nogen for at finde ud af, hvor det kom fra, så vi vidste hvor vi skulle flygte hen, men der var ingen retning og ingen telefoner og jeg havde hele tiden på fornemmelsen, at jeg netop gik nærmere det farlige, det som ikke har noget navn, men som er vores eget værk. Og jeg tænkte på regeringens hjertepolitik og på pensionsordninger og tryghedsaftaler og alting forekom mig uendelig ligegyldigt. a.

---

 

TANKEBREV 3:

Kære F.

Vandet løber. Vandet løber i mit badekar og snart skal jeg sidde der, men ligenu, faktisk ind til for få sekunder siden løber jeg rundt efter en rulle med dobbeltklæbende tape, der er blevet væk, og det er dumt, idet jeg netop har anskaffet mig en videomaskine, der skal sættes prøve-fast på fjernsynsbordet med et par aluminimums pinde, og det kan man IKKE uden dobbeltklæbende tape. Jeg tror selvfølgelig det er børnene. Det er børnene eller H der har taget det og smidt det væk og nu kan det ikke findes mere. Men jeg ved godt, inderst inde, at det sikkert er mig selv, der har forlagt det. At forlægge noget. Godt ord. For-lagt. Men jeg har altså anskaffet mig en videomaskine.
Det er en B og O, den er tung og stor og kampvognsagtig og 1200 kroner værd, og jeg har allerede i mit inderste døbt den robocop, på grund af den lyd den laver, når den skufler båndene i sig. Den er stor og tung og passer godt til fjernsynet som er af samme slags og det hele er sort og blankt metal, og jeg indbilder mig alle ting om kram, kvalitet, holdbarhed mens den larmer sig gennem minutterne. Imens forsvinder mit dobbeltklæbende tape under mig, og båden i badekarret løber tør for batterier. Båden er hvid og har jet-motor, der pumper vandet ind i sig og spuler det bagud. Den forlægger vand i vand. Den spyr sig selv rundt og rundt i karret og bliver den ved ret meget længere løber den tør for strøm. Det er et helvede. Det hele er et helvede af al-ting. Og endeløst. Det forlægger sig og løber tør for batterier og bliver væk og dør.

Vidste du at DereK Jarman har lavet sin sidste film udelukkende med lyd og en blå farve på lærredet, en blå farve der ikke ændres i de 75 minutter, filmen varer? Sådan har jeg det. Derek Jarman havde aids. Jeg har freelancearbejde på Danmarks Radio og en bilradiohøjtaler der har tabt den ene ledning og en loddekolpe på lightergas, der er løbet tør og har knækket studsen og derfor er lige til rotterne, som ikke kan spise den, fordi den er lavet af aluminium. Jeg har en bil der er død og borte og en cykel til reperation og et mavesår og piller jeg er løbet tør for. Det er helvede og det er mit eget, og kun jeg kan standse det. Jeg har huset fuld af efterladt sprut og jeg overvejer at slå mig på flasken, men jeg slog mig lidt i lørdags og gider ikke rigtig mere og hash bliver man bare endnu dummere af.
Det er helvede og der må for helvede da findes stoffer hernede. Stoffer, der kan gøre noget. Reparere ting. Læse mine bøger. Skrive dem, finde det forlagte. Jeg har Primals Scream i walkmanden og tyve tusinde timevis af radio forude og ingen forløsning og alt er godt og stadig helvede foruden og forlagt. Men hvad i helvede ved du, din lykkelige fader, du genfødte skumvæsen på livets bølger. Hvad i helvede plager dig, hvilken farve har dine klareste dage? Mine står op klokken 7.00 og smører madpakker og kører på cykel med børn gennem umennéskelig trafik og ræs og tanker om arbejde, og jeg får ind i mellem en ulyksalig trang til bare at standse og synke og lade syren tage mig. Min gamle ven, hvad plager dig, hvor går vi hen? Hvad er det vi skal. Er der virkelig ikke mere? For jeg er sulten på livet og dobbeltklæb og vil mere end godt er. (pause)
Ligenu er det en lille pjæk morgen, et forsøg på at restaurere mig selv, male mig op med gode farver og genfinde tilfredshedens dyr, det lille afskyelige og troløse bæst der ganske vist er flyttet med i det hele, men som alligevel gemmer sig og kun kommer, når det selv vil. Jeg tror jeg vil sende dig en flyver. En af dem til en femmer. Den kan du så kaste rundt efter tilfredsheden og bagefter forlægge den til du løber tør for batterier og begynder at lade dig selv op.

Savner dig som en højre arm. Held og lykke med det nye arbejde. Skynd dig at komme herover.

Kærlige, selvmedlidende hilsner A.

Tankebrev 4: