Den gr¯nne linje

 

Solen, der blÊser gennem de st¯vede ruder.
Det unge par, der holder i hÂnd og dog aldrig ser p hinanden.

Han ser ned i gulvet.

Hun ligeud i rummet.
Hun har det pÊne t¯j p i dag. Ikke noget udfordrende. Ingen hÊle. Ingen glatte str¯mper. Ingen kavalergang at fare vild i, mere.

Han har en cykelhjelm i hÂnden og da de kaldes ind, l¯ber han omkring hende som en slÂet hund.
Hun ser stadig ligeud.
'Nr. 54. F¯lg den gr¯nne linje', lyder det k¯ligt gennem h¯jtaleren, og de er allerede p linjen, p vej mod et rum, der dufter stÊrkt og desinficeret og som er fyldt med sygeplejersker med gummihandsker.

Vi tilbage, studerer hinandens ansigter for spor af liderlighed, vanvid, forelskelse.

Og jeg. Jeg sidder her for at kunne mindes dig, og din mund om mig og hvordan vi led, dengang.
og tabte til hinanden,
som den unge  mand nu taber sin cykelhjelm med et h¯jt knald p gulvet
p den gr¯nne linje.