Dr.Baud, 2003

HAM

Han går rundt om natten,
pisser på gulvene, i mælken og på tandbørsterne,
børster sårskorper med gafler og knive,
spiser sig op under loftet.
Han laver elektriske fælder,
graver huller i murene,
skyller sig ren i vin og grusomhed,
danser sig syngende på plads der bag døren,
og begynder at så sig.
skælvende over blomsternes store skønhed.

Det begyndte med en tung kløe over hele kroppen,
en hoste, og et mørke, der snappede efter vejret.
Og jeg så mig selv smadre kommoden.
Og jeg så mig selv gribe fjernsynet og kaste det gennem ruden.
Og jeg greb mig og stod med brisen mod halsen,
tegnet mod væggen af blå blink.

LØBENDE DRENGE

Det er drengene
de løbende drenge
lyse og mørke og tunge og tynde
og de fleste har endnu ikke bumser
og piger en noget langt væk på en helt anden planet,
måske er der en lillesøster, men hun er derhjemme,
hun kommer ikke ud om natten,
og lige nu er det bare deres fødder imod asfalten,
og de træder alt gråt under.

Det er drengene,
de løbene drenge,
og deres fødder mod asfalten,
i gummisko fra Adidas, Netto
eller Nike
og det er vingerne,
der fører dem opad
op over hustagene
hen over byen, ind i balladelandet.

Og det er en vinterdag
det er koldt bag dynejakkerne
fra russel og North Face
og forpustet standser toget,
dampende af hed ånde i den frosne luft,
og de løfter blikket,
skuer indad høje på bevægelse, liv.
Og et kort øjeblik er det somom verden venter,
prøver at indhente de løbende drenge,
det var det øjeblik de ønskede sig,
det var det jagten gik ud på,
uden at vide hvorhen,
uden at spørge hvorfor,
bare drevet fremad af sirenesang fra hjerteambulancer.

Og i zoologisk have, ikke så langt herfra,
griber et drengebarn tankeløst hårdt om sin moders bryst.

Og udenfor, henne ved højhusene,
kaster de sig ud i stimer,
svæver hen over hustagene,
vingeberusede.

Og jeg følger hver time til dørs,
ryger stærk tobak, der smælder imod halsen,
drikker vandet af store blå kopper,
og destillerer det hele til jeg kun har den dråbe,
der tik takkende skal bryde gennem min pande.