berlin, 3.5.2008:


STJERNER


1.

mennesket lyser i solen, som ved en hemmelig forbindelse til den brændende masse derude.

Piger ser på mig og vender blikket bort, og tager sig til håret. Et tegn. Kom nærmere.

Men jeg bliver siddende og tænker på hende med det trodsige blik i lufthavnen, hun var sømand og iført groft, tungt blåt tøj og hun holdt en uniformshue i hånden, hvorpå jeg kun kunne læse sidste del af ordet: ...see.

See. Havet. Langt væk her, ude af syne. Og hun vil ikke tage blikket ned, holder det fast, og ser og mine øjne krymper og falder på hatten, der svinger prøvende, krævende, fra hendes hånd.

2.

Cafeobservationer er trivielle, men alligevel: Mand med søvnige bevægelser, dyrt tøj, ryger korte cigarer og tjekker mail på grøn mobil. Han og kvinden ved siden af er ens klædt, italienere, lette, bærende kosmopolismen som en kappe af ligegyldighed.

De har indtaget pladsen her. Også de lyser, men tilbage, til solen, der blinker bag en sky og brøler videre, med en vrede, der kun kan fornemmes hernede, som det lille suk fra deres læber, da de kysses.

3.

"Heldigvis har vi sproget", sagde han og blinkede utilregneligt til mig, og strammede slipset og hev jakkesættet på plads, og egentlig så han ikke værst ud, det var først når man kom tæt på ham, at man forstod han var alene, og at det var derfor, han holdt så godt fast i sin øl, og lo indeklemt og fortsatte: "Der bor nogen i min lejlighed. Men jeg skal nok få dem ud derfra", og så talte han videre og ville mere og jeg sagde ja: ja, heldigvis har vi da sproget, og dit jakkesæt er pænt og tak for idag, og imens forestillede jeg mig hans lejlighed, fyldt med talende stjerner og syngende meteorer, på vej ud i rummet, og døren er frosset til, og vinduerne dugger, så det driver, og vandet står ud af rørene og fra toilettet er der nogen, der klager og kaster op, og inde fra kaminen hører man igen og igen nogen tælle ned på amerikansk, og han letter på hatten, den er af læder og har været dyr engang og han ligner en cowboy og han rider bort der, på tagryggen, fyldt med universer og sprog, der pludselig er fremmede.

4.

Jeg har mistet alt, men er ikke længere bange for noget. Det er en god handel. Nu er jeg bare mig og det jeg kan og jeg lever fra hånden til munden og for hvert sandt ord jeg skriver, falder der brød og brænde ned, og jeg bader mig i billig vin og synger den ensommes rene sange, helt uden publikum, uden hænder(for de skriver jo, for pokker!), ventene på solen, der falder snart, om et øjeblik, hvert sekund, det skal være.

Jeg har mistet alting og er tilbage ved mig selv, jeg kærtegner den nøgne glatte kerne, som den udhejrede 40åriges collagenlæber griber om advocadofrugtens sten, sluger den og på den sædplettede himmel, til et træ vokser op igennem hende og hun begynder at klatre, på høje hæle og med negle, der drypper af acetoneduftende blod.

5.

Jeg er blevet stille. Det klæder mig, siger du, at være stille, at lytte mere, men det er ikke det jeg gør, jeg bare slået, lamslået og mine øre er fulde af djævelens musik, en flammehvid knitren af tid og gamle radioer, der ikke længere sendes til.

Du kalder det stilhed. Min stilhed er et hav, der æder sig ind gennem kysterne i et lufttomt rum, et sol der skolder et barn i en sandkasse, et lille, varmt hjørne af en skotøjsæske fyldt med semtex og detonatorer.

Du kalder det stilhed.

Men det er ikke før stormen, det er midt i den, og den er selve meningen og den hører ikke op, træer lægger sig ned, og rives op med rode, tagsten flyver gennem luften som blodrøde svaler og midt i det hele står jeg, med åben mund, sugende alting til mig i en lang implosion, der trækker hele verden med sig ind, i mig.



SPEED


Det var en dejlig dag. Himlen var "the simpsons"-blå med små hvide skyer, der ikke dækker noget som helst, og da vejen endelig lå der foran mig, fuld af lys, tog jeg den og åd det hele i en lang, hylende acceleration, mens jeg hele tiden så mig tilbage i spejlet, på udkig efter blå, blå blink.

Det var en dejlig dag. Jeg tog fat om gummihåndtaget og drejede det helt i bund og det store vræl af tandhjul greb mig og kastede mig fremad.

Forgaflen hoppede og var ved at give sig og bremserne duede ikke og alt var fantastisk skrøbeligt med 7000 rpm.

Et sekunds skygge faldt over mig og maskinen og jeg gassede mere op, på flugt nu og tænkte: sikke et sted at dø, sikke et forfærdeligt sted at dø under en grå betonbro, på en grim vej på landet et sted på Sjælland.

Men det var en dejlig dag, og jeg var helt rolig og tung og et med bevægelsen og med 170 kilometer i timen, mærkede jeg en forvirret bi, der strøg til himmels med et knald mod min cowboybukser, og endte som en moderigtig, gul klat på mit højre ben.

Det var en dejlig dag. Jeg fik fartøjne igen. Jeg så det selv i spejlet.

De var meget, meget ulvegrå og jeg snerrer sultent af min elskede.

Det var en dejlig dag, og jeg kunne ikke høre noget længere og drak vin og røg og endelig standsede jeg, mellem hendes ben, der kørte jeg galt, og tænkte, sikke et sted at dø, og så gjorde jeg det, og summede ud af billedet, ind i søvnen, gul og med blå blink bag øjnene, badet i olie, duftende af langstrakte sennepsmarker og med lyden af vind, der slår mod glasfiber i drømme.


Kong Gulerod


Jeg lever som en konge.

Haven er grøn

af skvalderkål

og jeg kan se havet fra dørtrinnet.

Jeg er iført smukt tøj.

Jeg har penge og mine døtre sover ovenpå, med skrammer fra cykelstyrt og fald og grene, der pludselig svirper een i maven.

Det er aften og jeg er alene og iført en slags selskabstøj.

En stor fest uden gæster.

Armbevægelser, alkohol.

Fjernsyn.

Fred og ro, under natblå himmel.

De små, støjende følelsesudvekslinger mellem naboer, jeg ikke kender nærmere.

De skændes på strandvejen. På midterstriben.

I frit fald skændes de, og hun vil have suchi middag med veninder i morgen, og det er vel ikke for meget for langt og hvad helvede laver du, og han er allerede langt væk, da han begynder at råbe, rytmisk, næsten stønnende, fuck,, fuck, fuck, jeg er for dum, jeg har glemt det, fuck fuck fuck, jeg er for dum jeg har glemt det, ja, det var det han råbte ud over hele kvarteret, til han endelig, langt om længe, blev sig sin udstillethed bevidst.

Stilheden sænkede sig over ham, og slap ham så, tilsidst, blækspruttetilfredst, videre hjem til helvede.

Mens jeg sidder her, i mit slot, klaprende.



VIDERE




Jeg siger ting og mener og bevæger mig og gestikulerer og

slår i bordet

og alles ansigter vender sig mod mig mens det begynder igen, og igen.

Og de kendte synger

særligt indviede melodier.

Og de kendte taber sig

efter hemmelige opskrifter og indviede bevægelser

Og de kendte

møder hinanden uden at se andet end rummet bag solbriller

de lægger faktisk knap nok mærke til hinanden

men de ser de kameraer, der måske er der

og de journalister der er der,

og mens de scanner omgivelserne er der krusninger

på deres læber

små tik tak ticks ved øjnene

og de checker håret i spejlene

helt utroligt diskret poserende

og de ser aldrig ned på deres sko

eller trækker op i bukserne

de er bare, foran det kamera, der pludselig dukker op og skaber dem

og de kendte skaber sig,

og indeni de kendte er der helt roligt,

som finske søer

som frostmorgener

som havbade i krystalklare laguner

som solskin på et båddæk

Og de kendte

tager deres speedbådskørekort i havnen

utålmodigt stirrende ud mod horisonten.

Og jeg, møder ansigter fra de andre

de ukendte.

og de ser på mig, og smiler og siger:

"kender jeg ikke dig, kender jeg ikke dig, et sted fra?"

Og jo, det gør du.

Du kender mig, fra dig selv

for også jeg er ukendt

og det er bedst sådan.


--------------



"Hvis der ikke står du må, så må du ikke,

SÅdan er dansk jura!". - glistrup.


MEGALOMANISK


skovhoved, 8.juni, højtryk


Din forelskelse....det er en fantastisk følelse, engang, måske endnu, var jeg forelsket i forelskelsen. mig: det er også et narkotisk, kropsligt KICK. Fornemmelsen af, at alt kan blive anderledes...igen.

God e61`er, trådløst netværk - ultimativ no-bullshit microlaptop-kontormaskine med fuldt tastatur, slankt design og relativ lav vægt(passer i en jakkelomme)+en glimrende telefon med lang batteritid, ca 1 år gammel, små, ubetydelige lommeridser skærm. Kasse, CD, Kabel og kvittering. Kan evt. byttes med nokia n95er i ok stand


Kvinde vågner ved at fremmed mand rører hende

En kvinde blev i nat overrumplet af en mand, som advarede hende mod at lade døren stå åben. Han bed hende i brystet.

Af Gitte Svanholm

Send artikel

Print artikel

En 61-årig kvinde fik i sig i nat en slem forskrækkelse, da en fremmed mand, pludselig stod og rørte ved hende i soveværelset i Kildehuset i Greve.


Manden sagde til kvinden, at hun skulle lade vær med at lade sin dør stå åben.


I følge Midt- og Vestsjællands Politi handlede kvinden resolut og råbte:


»Kan du så komme ud!«.



Tomohiro Kato

From Eigapedia

Jump to: navigation, search


Tomohiro Kato (â¡ì°ímçG, Kato Tomohiro) is a Japanese actor.

[edit] Profile


* Name: Tomohiro Kato (â¡ì°ímçG, Kato Tomohiro)


[edit] Filmography


* [2003] Shiiku no Heya: Tsui no Sumika

* [2005] Into the Sun ... Middle-aged yakuza

* [2005] Cromartie High: The Movie ... Masa

* [2005] Genkaku

* [2007] Yakuza's Kindergarten


Category: Actor



video

in QuickList

FOLLE IN STRADA FA STRAGE A TOKYO-STABBING RAMPAGE,SHOCKING!

FOLLE IN STRADA FA STRAGE A TOKYO-STABBING RAMPAGE,SHOCKING!

*TOKYO — A Japanese man rammed a truck into a crowd of shoppers, jumped out and went on a stabbing spree in Tokyo's top electronics district Sunday, killing at least six people and wounding 12 others. A news report said a seventh victim had died.The deadly lunchtime assault paralyzed the Akihabara neighborhood, which is wildly popular among the country's cyber-wise youth. The killings were the latest in a series of grisly knifings that have stoked fears of rising crime in Japan.A 25-year-old man, Tomohiro Kato, was apprehended in the attack. Local news reports initially said the man was a self-proclaimed mobster, but national broadcaster NHK later said the suspect was not a gang member."The suspect told police that he came to Akihabara to kill people," said Jiro Akaogi, a spokesman for the Tokyo Metropolitan Police Department. "He said he was tired of life. He said he was sick of everything."The violence began when he crashed a rented, two-ton truck into pedestrians. News reports said he jumped out and began stabbing the people he'd knocked down with the truck, then turned on horrified onlookers.Police confirmed six deaths — five men and one woman — but they could not say whether the victims had died of injuries from the truck or were stabbed to death. NHK reported that a seventh victim had died, but police could not immediately confirm that.Reports said the attacker grunted and roared as he slashed and stabbed at Sunday shoppers crowding a street lined with huge stores packed with computers and other advanced electronics, and the latest in video and computer games."He was screaming as he was stabbing people at random," an unidentified witness told NHK.The attack paralyzed the district. At least 17 ambulances rushed to the scene, and TV footage showed rescue workers tending to victims in the street.Once rare, stabbing attacks have become more frequent in Japan in recent years as violent crime has increased.In March, one person was stabbed to death and at least seven others were hurt by a man who went on a slashing spree — with two knives — outside a shopping mall in eastern Japan. In one of the worst attacks, a man with a history of mental illness burst into an elementary school in Japan in 2001 and killed eight children. The killer was executed in 2004. (more) (less)

Added: 6 hours ago



Kaffebar


Det er sommer og forfald og råddenskab.

Ingen lægger mærke til det.

Pigernes hæle bliver højere og højere

og de knækker hele tiden eller fuglene skider på skosnuderne og reklamer for brystoperationer og peelings hober sig op i gaderne, og pigerne sparker sig igennem dem med trodsigt røde læber på vej mod kaffebaren, hvor vi drikker sorte bønner, forgiftede med hiv og gul feber af vrede afrikanere, og der er alt for meget mælk i.

Vi er alle sammen vanvittigt liderlige men ingen tør røre hinanden, og ligeså snart vi har chancen river vi den af på toiletter, også kvinderne, hvis desperate skrig kan høres fra alle mørke baggårde og små designerlejligheder foran skærmene, der hidser dem til ukendelighed med billeder fra bedre tider, renere, og bagefter, når de har tilfredstillet sig selv, gør de rent, men der bliver aldrig rent, ingenting er rent længere.

Luderne. Ludernes renhed lyser.

Luderne virker somom de er de sundeste af os nu, somom deres østeuropæiske blod, deres blinde grådighed tåler mere end vi andres og de har opnået en særlig form for immunitet, somom deres kød rådner indvendigt fra istedet for os andre, hvis negle falder af.

Vi går alle sammen med handsker nu, undtagen de helt unge, der hærger gaderne fulde af grusomhed.

Blodet drypper fra håndfladerne på dem. Deres jakkeearmer er stive af størknet blod.

De sparker døre ind, river døgnet istykker, kører i knaldrøde kampvogne gennem gaderne, skyder karreer i grus, tavse, bag deres i-pods soniske mure.


Øjet

"Når jeg har indgydt verden en altomfatende afsky og rædsel er ensomheden min"

BauDelaire


Når jeg forsvinder ud af alt det her. Når jeg ikke længere er ansvarlig for ordene, billederne, videoerne, alt det jeg har set. Alt det, der er under alt det andet.

Og ikke særligt dybt nede, egentlig, klart blinkende for enhver, der gider bøje sig ned mod vandspejlet, og stikke en hånd, der har krampe af væmmelse og vellyst ned i den sorte, blanke bund, ikke særligt dybt dernede, faktisk, lige der, foran jer, mine syner, mine bevægelser, mig også mig men nu væk, uden mig til at forsvare mig, uden mig, uden mig.

Når jeg forsvinder ud af alt det her.

Når jeg ikke længere skriver, når fingrene standser deres dans på tasterne fordi tiden er så kort og end ikke den kan jeg eje, kun flugten er min.


Og mågernes skrig over det snotgrønne hav, der stiger.


Og der skærende længsler i mig, som japansk stål bryder de mine kæber mod hinanden i drømme bider jeg noget, gnaver i noget, kæmper mod noget, og det er det, der glimter og som vil stige op omkring mig.

Og jeg bider mit smil itu nu, så porcelænet sprækker

straffer min mund

med cigarretter

for dens falske smilen

Dens helt nødvendige fortielser,

og tungen, der leger bindelege i fuld uniform.