STENE FOR BRØD
Og min datter tæller dem
grundigt i sit eget nynnende, metriske system,
stenene,
og hun graver alt for dybt ned i sandkassen for at få flere,
sten
og jeg ser et kort flammende sekund at hendes hånd griber
om en knogle med hud og hår
et lig,
en død og rådden krop,
og jeg skriger næsten til mine øjne falder på plads,
og synet forsvinder igen
og stenene retter sig ind, synger sig på plads i et mønster,
en hilsen fra det inderste af en ægyptisk helligdom,
et kalk- og flint- og granit-morsesignal til universet
hvorfra han kommer og henter os,
snart,
måske nu
nu,
NU kan det ikke vare længe,
mere.