Det begyndte med en svag knitren uden for husene
og vi standsede alle sammen op i det sølvfarvede forårslys for at se hvad det var der skete, men der var kun lyd.
Det var en svag knitren af noget der ligesom slog ind mod husene, og spredte gnister,
men det kom langt væk fra som den torden man kun fornemmer et sted bag horisonten
og så var det pludselig helt tæt på og begyndte at slå huller i bygningerne.
Der var huller, og ingen ruder knuste, kun mure, der åbnede sig som sår og hvor halmen stak op ad, og hele tiden knitren, og ingen der sagde noget,
vi rykkede sammen i gruppper og jeg og familien stod et sted på 1ste sal
og måtte dække os under en murstump mens første bølge trådte ind over bygrænsen og begyndte at tale polsk over megafoner.
Vi stod i lange køer og ventede på noget og uden om os var der smilende soldater,
og jeg så andre civile, og undrede mig over at vi blev i køen, så jeg hviskede et ærinde til min kone,
hvad det var husker jeg ikke
ikke længere
men jeg begynder at gå og ingen standser mig
ingen, ingen, ingen,
kun mine skridt, et sted bag mig og jeg ved,
jeg ved kun,
at jeg ikke må vende mig om
igen.