det begyndte med en svag knitren uden for husene og vi standsede alle sammen op i det sølvfarvede forårslys for at se hvad det var der skete.
det var en svag knitren af noget der ligesom slog ind mod husene, og spredte gnister, men det kom langt væk fra som torden, og så var det pludselig helt tæt på og begyndte at slå huller i bygningerne.

der var huller, og ingen ruder knuste, kun mure, der åbnede sig som sår og hvor halmen stak op ad, og hele tiden knitren, og ingen der sagde noget.
vi rykkede sammen i gruppper og jeg og familien stod et sted på 1ste sal og måtte dække os under en murstump mens første bølge trådte ind over bygrænsen og begyndte at tale polsk over megafoner.

vi stod i lange køer og ventede på noget og uden om os var der smilende soldater, og jeg så andre civile, og undrede mig over at vi blev i køen, så jeg hviskede et ærinde til min kone og begyndte at gå og ingen standsede mig.